Dagligvarebutik og rækkehusboliger
Ud mod et hjørne på Park Allé i Brøndby har tegnestuen tegnet en ejendom for COOP med dagligvarebutik i stueetagen kombineret med rækkehusbeboelse ovenpå. Ejendommen indpasser sig naturligt i et område af spredt bolig- og erhvervsbebyggelse præget af rødstensfacader og sadeltag.
Butikken orienteres mod vejkrydset og ankomsten fra arealet foran bygningen, mens adgangen til boligerne sker fra et mere roligt og grønt areal på bygningens bagside. Denne opdeling skaber en tydelig overgang mellem områdets offentlige funktioner og boligernes private opholdsrum.
På taget af dagligvarebutikken anlægges en fælles tagterrasse for beboerne med mulighed for fællesarrangementer, ophold og mindre urte- og køkkenhaver. Private overgangszoner foran boligerne fungerer både som adgangsarealer og som små opholdsterrasser, der understøtter fællesskabet og kontakten til naboerne.
Bygningens facade er bearbejdet med små frem- og tilbagespring, skift i materialitet og detaljering, særligt omkring butikkens stueetage og boligernes indgangspartier. Dette bryder bygningen ned i en mindre og mere menneskelig skala. Mod vejen er facaden disponeret efter en klassisk opdeling med base, torso og tag, hvilket giver bygningen en genkendelig karakter. I de tidligere skitseringsfaser blev der desuden arbejdet med mulighederne for at integrere genbrugstegl i dele af facaden.
Projektet er et eksempel på hvordan flere funktioner kan kobles sammen og bearbejdes som en arkitektonisk helhed. Udover butik indeholder bygningen varegård, cykelparkering og depoter til boligerne.
Projektet er tegnet frem til projektforslagsfasen og efterfølgende opført i totalentreprise.
Fakta
Sted:
Brøndby, Danmark
Opgavetype:
Nybyggeri
Bygherre:
Coop Danmark
Samarbejdspartnere:
–
Areal:
4.000 m²
År:
2024
Sted:
Brøndby, Danmark
Opgavetype:
Nybyggeri
Bygherre:
Coop Danmark
Samarbejdspartnere:
–
Areal:
4.000 m²
År:
2024











