november 2025

Pressemeddelelse om spaltning

Igennem 42 år har vores firma, AK83 Arkitekter A/S, bestået af flere afdelinger. Vi har nu valgt at dele firmaet op i to selvstændige virksomheder – begge med nye navne.

Derfor har bestyrelsen i AK83 Arkitekter A/S d. 13. november 2025 offentliggjort en spaltningsplan for selskabet, som betyder, at ak83 arkitekter a/s spaltes i to selvstændige virksomheder, hhv. København-afdeling og Aalborg-afdeling. Den reelle spaltning var d. 15. december 2025. Begge afdelinger får nyt navn, ny hjemmeside og nye mail-adresser. Hovedafdelingen i Københavns nye navn er: Arkitektkontoret Tektum A/S.

Spaltningen gennemføres som en skattefri ophørsspaltning af AK83 Arkitekter A/S, som regnskabsmæssigt vil få tilbagevirkende kraft pr. 1. juli 2025. Ved gennemførelsen af spaltningen etableres to nye aktieselskaber, hvoraf Arkitektkontoret Tektum A/S etableres som videreførelse af hovedafdelingen i København. Aktiviteter og forpligtelser vedrørende det tidligere AK83 Arkitekter A/S, afdeling København (Frederiksberg, tidl. Ishøj) tilføres derfor det modtagende selskab Arkitektkontoret Tektum A/S.

Beslutningen om spaltningen sker på baggrund af flere års overvejelser om virksomhedens fremtid og muligheder, men også som en naturlig udvikling, da AK83 Arkitekter A/S i forvejen var opdelt administrativt, opgavemæssigt og driftsmæssigt.

Spaltningen betyder også, at vi kan igangsætte vores generationsskifte. D. 31. maj 2025 trådte Lars Levin ud af ejerkredsen, men fortsatte som direktør i det daværende Ak83 Arkitekter A/S. Ved stiftelsen af Arkitektkontoret Tektum A/S bliver Jan Amby direktør. Jan har været partner i AK83 Arkitekter A/S siden 2005. Lars Levin vil fortsat være ansat på tegnestuen. Kristian Westh og Mathias Sund indtræder som partnere umiddelbart efter spaltningen. Kristian Westh blev associeret partner d. 1. januar 2022, mens Mathias Sund har været ansat siden 2016. Både Kristian og Mathias har været en del af den daglige ledelse i flere år, og det er derfor naturligt, at de nu indtræder som partnere i virksomheden.

Vi glæder os til at mødes med gamle og nye kunder i de velkendte rammer med det nye navn Arkitektkontoret Tektum – stadig med samme lange historie, samme projekter og samme personer.

På vegne af ledelsen i ak83 arkitekter, afdeling KBH (tidl. Ishøj).

 

Nyt navn: Arkitektkontoret Tektum A/S
Nyt CVR-nummer: 46131452
Ny hjemmeside: www.tektum.dk
Ny hovedmail: info@tektum.dk
Ny fakturamail: faktura@tektum.dk

Del nyhed