Ny Enghavehallen

Enkel og kompakt

I forlængelse af opførelsen af Frederiksværk Skole ønsker Halsnæs Kommune at opføre en ny multihal som erstatning for den eksisterende, nedslidte idrætshal. Hallen skal fungere som idrætsfacilitet for skolen og samtidig kunne anvendes af foreninger og kommunens øvrige borgere uden for skoletiden. Den nye hal placeres syd for skolens parkeringsplads i overgangen til det eksisterende grønne område. Projektet tager afsæt i skolens stramme og enkle udtryk, men fortolker det gennem en let konstruktion og en materialeholdning med fokus på lavt CO₂-aftryk. Målet er en rationel og økonomisk bygning, hvor konstruktion, disponering og materialer samtidig bruges aktivt til at give hallen sin egen karakter. Projektet bygger på tre hovedgreb: - En enkel og synlig rammekonstruktion i træ danner udgangspunktet for bygningens proportionering og arkitektoniske udtryk og gør det muligt at arbejde med få, gentagne bygningsdele. - En kompakt disponering af Idrætshal, multirum, depoter, omklædning samt kontor- og brugerfunktioner samlet i en enkel struktur. Funktioner i to etager koncentreres langs hallens sydside, så bygningens samlede volumen og facadeareal begrænses. - Bygningen tænkes opført som en let konstruktion med så få materialer og så lavt CO₂-aftryk som muligt, valgt ud fra en kombination af lav klimabelastning, pris, robusthed og enkel udførelse. Hovedindgangen placeres i det sydvestlige hjørne med kort forbindelse til skolen og parkering. Her åbner et dobbelthøjt ankomstrum sig mod det grønne område og fortsætter i en fordelingsgang langs hallens sydside og skaber en enkel intern orientering med adgang til hallen, omklædning og de øvrige funktioner. Over omklædning og kontorer, placeres multirum og teknik på en delvis åben førstesal, så bygningens fodaftryk reduceres. Det dobbelthøje ankomstrum forbinder de to etager visuelt og giver den ellers rationelle planstruktur en rumlig variation. Facader og indervægge opbygges som lette elementer. Udvendigt beklædes bygningen med lodrette træbrædder, der gennem rytme, mellemrum og dybde giver facaden lethed og variation. Indvendigt anvendes robuste overflader i træ og slagfaste pladematerialer, hvor materialernes egen karakter i videst muligt omfang står synlig. Projektets arkitektoniske spændstighed opstår gennem bearbejdningen af en enkel grundstruktur, rytme, kompakte disponering, det dobbelthøje ankomstrum og facadens dybde. Med få materialer og en rationel byggeteknik er ambitionen at forene lavt ressourceforbrug og anlægsøkonomi med en tydelig arkitektonisk karakter.

Fakta

Sted:
Frederiksværk

Opgavetype:
Konkurrence

Bygherre:
Halsnæs Kommune

Samarbejdspartnere:
Ingholt Consult

Areal:
ca. 1.500 m²

År:
2025

Sted:
Frederiksværk

Opgavetype:
Konkurrence

Bygherre:
Halsnæs Kommune

Samarbejdspartnere:
Ingholt Consult

Areal:
ca. 1.500 m²

År:
2025

,

Relaterede projekter